Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/158

150

gang ansat som Skolelærer i det Sogn og det var jo en stor Lykke, da jeg kun var 21 eller 22 Aar. Saadan gik det da i flere Aar, men saa lige medeet døde Præstedatteren — ja det var nok i Begyndelsen af Aaret 1834 — men Barnet levede. Og Gud, hvor det var et deiligt Barn; det var da ogsaa de gamle Bedsteforældres eneste Trøst. Jeg har saamæn tidt seet den gamle Præstekone gaae op og ned ad Gulvet med Barnet i sine Arme og synge for det, medens den ene Taare trillede hende ned ad Kinden efter den anden. Da nu Drengen blev større, kom han tidt op til den gamle Herre, som elskede ham saa forfærdeligt. Drengen kaldte ham Onkel, for han vidste ikke Andet, end at hans Bedsteforældre var hans Fader og Moder. Saa var det nu, at den gamle Herre vandt disse mange Penge i det londonske Lotteri og for de Penge var det, han kjøbte dette Gods herovre, som han bestemte for sin uægte Søn. Men da den unge Murino, som dengang var en voxen Dreng, fik det at høre, blev han saa vred, at han gik ned til Præstegaarden og fortalte dette uskyldige Barn Alt om hans Fødsel, kaldte ham en Bastard og gjennempryglede ham, saa det blodige Kjød sad frem paa hele hans Krop; ja vi troede saamæn, at Drengen var død. Han var ogsaa reent vild; hver-