fiffigt, "men han vil skjule det, jo — jeg har kigget ham i Kortene. Vent, min Broder! Tiden kommer nok og Testamentet har jeg liggende hjemme i mit Chatol og det skal han ikke faae, om jeg saa skal hades og forfølges til jeg maa betle mit Brød paa mine bare Fødder."
"Men hvad er dette for Historier, De sidder her og phantaserer frem, min gode Frederiksen," sagde Werner mere nysgjerrig end mistroisk. "De maa forklare dem lidt nøiere."
"Seer De, Herr Pastor," vedblev Skolelæreren med en vis Mine, "De veed, at den gamle Oberst Murino var en fattig, men ærlig Soldat; han eiede Intet, men hans Kone medbragte ham det store Gods der lige paa Grændsen mellem Slesvig og Jylland. Men det var nu en Bestemmelse, at han ikke maatte gifte sig igjen, hvis hun skulde døe og det var vel fordi hun frygtede for at det store Gods skulde komme i Andres Hænder. Kort efterat hun — ja det var nok 1824 — havde født en Søn, den unge Murino, døde hun og som det altid gaaer: forbuden Frugt smager bedst, den gamle Herre, som dengang jo var ung og rørig, blev forelsket i en Præstedatter. Længe levede de saadan sammen uden at Nogen mærkede det; jeg bragte Breve mellem dem, for jeg var den-
