dog daglig maatte føle, at jeg kun havde kigget ind i Videnskaben, miskjendte jeg selv det, jeg kunde, og turde aldrig tale med noget Menneske af bare Skamfuldhed, skjøndt jeg dog indbildte mig, at jeg foragtede dem alle sammen. Det kunde ikke være anderledes, men mit Hjerte var reent og godt, og dersom den fine Stand fører et haardt, egennyttigt, ja jeg kunde næsten sige uærligt Sindelag med sig, da duer det ikke. Nei, jeg har kjendt ham fra Barnsbeen af."
"Ja, min gode Frederiksen, saa er det maaske Erindringen om barnlig Egensindighed og Kaadhed, der nu forfører Dem til at dømme Manden ilde. Men man kan godt være et uartigt Barn og dog blive en ærlig og agtværdig Mand."
"Deri har De min Sandten Ret, Her Pastor. Jeg var selv en lille, balsturig Knegt og Gud, jeg har gjort min Moder mange Bryderier, men man tilgiver gjerne, hvad Naturen fører med sig. Hvo vilde vel vredes paa en Vægter, fordi han var søvnig om Dagen! Men den unge Murinos Fremfærd mod sin Broder, tilgiver jeg ham aldrig."
"Hans Broder?" udbrød Werner forundret, "han har jo ingen Brødre."
"Jo saa min Sandten har han saa," hviskede Skolelæreren med en kraftig Haandbevægelse og fortsatte
