er kommen derind med, ere de tre nok et uadskilleligt Kløverblad. Ludvig er en lystig Fætter, men han er ogsaa flittig, som hans Laudabilis til begge Examina beviser; han er en svag Charakteer og Frederik er som en Dreng paa 18 Aar jo kun et Barn — derfor vil jeg nok kjende lidt til deres stadige Omgangsven, thi lukke Øinene og lade dem fordærve af slet Omgang har jeg ikke Lyst til. Ja, min gode Frederiksen, det er herligt, men ogsaa meget farligt, at være ung. Man kaster sig i Armene paa Enhver, man maaler Alle efter sit eget gode Hjerte, man troer, man er flittig, naar man blot læser, man troer man morer sig uskyldigt, og midt i denne skjønne Tro — ja saa ligger man der. Man gaaer iblinde og naar man faaer Øinene op, har man ikke Kraft til at gaae tilbage. — Denne Wilmot studerer nok Naturvidenskaberne; ja dem kjendte man ikke Noget til i vor Ungdom."
"Nei, Deres Velærværdighed, i vor Ungdom kjendte man ikke Noget til Naturvidenskaberne, svarede Frederiksen og henfaldt i Drømmerier om sin Ungdom, sit Ophold paa Seminariet, ja maaske kom Tanken om de 9 ulykkelige Juleaftener med ind i hans Tankegang, thi han rødmede, men smilte dog.
"Vor unge Godseier Murino", vedblev Pastor
