ferie her i Præstegaarden iaar, at De aldrig har levet den muntrere. Fjerde Juledag holde vi Bal; jeg har vredet mig som en Orm for dette Bal, men jeg kunde ikke blive fri. Nu er ogsaa min Datter fra Fyen kommen herover."
"Nei er det virkelig sandt?" udbrød Hr. Frederiksen, slog Hænderne sammen, og saae sig rundt om i Stuen. "Er den rare Jomfru Henriette kommen herover? — saa kommer jeg min Sandten til at dandse. Er hendes Mand med?"
"Nei," svarede Werner med et Smil, »De kan nok tænke, at han som Forpagter paa en saa stor Gaard som Magnehøi ikke kan være hjemmefra saalænge. Det var med Nød og neppe, at Henriette kom, men hun havde lovet det, og saa vilde jeg ikke taale, at hun brød sit Ord. Ludvig og Frederik venter jeg hvert Øieblik; de bringe en vis Hr. Wilmot med, en Kammerat af dem."
"Er han Student?" yttrede Her Frederiksen lidt forlegen, thi Tanken om Fremmede i Præstegaarden var ham utaalelig.
"Det veed jeg sandt at sige ikke," svarede Werner og tændte sin Pibe, "men det er han dog rimeligvis. Ludvig gjorde Bekjendtskab med ham strax, han kom til Kjøbenhavn, men nu mærker jeg, at siden Frederik
