Med inderlig Bevægelse løftede han hende ind i Vognen, og ilede tilbage til sit Værelse. Julie sank besvimet tilbage i det ene Hjørne af Vognen og vaagnede ikke før hun holdt ved sit nye Opholdssted.
Da Alfred gik op ad Trappen, bad han sin Værtinde, om han ikke maatte faae en Balle varmt Vand op til et Fodbad. Den gamle Kone, som først nylig var kommen op, stod ganske befippet, thi nu havde hun faaet en Smule Opløsning paa den Gaade, hvorfor Alfreds Værelse i de sidste Dage havde været aflaaset, hun havde jo seet ham føre en Dame nedad Trappen. Hun tænkte imidlertid at udfritte ham lidt og inviterede ham derfor til en Kop Thee nede hos sig, indtil Vandet blev varmt. "Tak," svarede Alfred vildt og satte sig ned, men da han smagte paa Theen, skjød han den pludselig bort og udbrød: "Nei, jeg kan ikke, jeg maa op," og dermed styrtede han udaf Døren. Den gamle Kone blev ganske angst og begyndte at skjænde paa Pigen for det varme Vand. I en Fart var det færdigt og blev bragt op. "Der, sæt det der, foran Lænestolen," sagde Alfred, som stod og saae ud af Vinduet. Da Pigen var gaaet, satte han sig, tog sit Fodtøi af og stak de nøgne Fødder ned i Vandet. Med en underlig, ligagtig Rolighed, greb han en liden engelsk Kniv, der laa paa Bordet