"Ja det er ogsaa en mærkværdig Sympathi, Du har for kjedelige Situationer. Men ryk nu Stolen hen ved Siden af mig og lad os sladdre lidt sammen. Man kan altid være vis paa, at hvor ret mange kjedelige Folk er tilstede eller hvor mange kjeder sig dygtigt, der er Rudolph med." Den Rødme, disse Ord frembragte paa Rudolphs ellers blege Kinder, viste at her var sagt en Sandhed, men den livlige Ømhed, hvormed Høllo udstødte sine Drillerier, maatte betage dem enhver saarende Virkning.
"Men hvordan kan det være? er Du virkelig syg?" sagde Rudolph med en vis kjærlig Deeltagelse efter en kort Pause. "Du var ikke paa Skolen idag og nu finder jeg Dig liggende ganske bleg; det er jo formelig Symptoner paa Alvor."
"O, jeg er aldrig rask!" udbrød Høllo med en klagende Stemme, pressede begge Hænder mod sit Hoved, og sank ned paa Divanen, ligesom overvældet af Sygdommens Magt.
"Aa Du kommer Dig nok! Du feiler s'gu Ingenting!" svarede Rudolph med denne affecterede Raskhed, som man undertiden antager for at berolige sine Venner.
"Feiler jeg Intet! Saa see da! Jeg har aldeles oversmeltet min Finger med brændende Lak imorges
