Alfred aabnede Døren til Sovekammeret, her flammede en lystig Ild i den lille Kakkelovn, og et simpelt Aftensbord var dækket til ham, naar han kom hjem fra Theatret. Alfred flyttede Lampen derind, og Julie satte sig strax i hans store Lænestol foran Bordet, og begyndte at spise under afvexlende Latter og Graad. Efterat han et Øieblik havde betragtet hende, spurgte han hende:
"Siig mig, Julie, alvorligt, hvorledes skal dette ende?
"Som Rødsteenskjærling naturligvis," svarede hun syngende, "som Rødsteenskjærling — Rødsteenskjærling."
"Tie stille," raabte han næsten vanvittig, Julie zittrede. Kort efter tog han en lille bruun Theepotte frem af Kakkelovnen, og skjænkede hende en Kop Thee, derpaa gik han ind i det andet Værelse og begyndte med Hænderne paa Ryggen at gaae op og ned sad Gulvet. Julie spiste, og efterhaanden som hun blev mæt, begyndte Taarerne at komme hende i Øinene, ingen krampeagtig Graad, hun stirrede frem for sig, medens Taarerne langsomt flød ned af hendes Kind. "Jeg har feilet," var hendes eneste Tanke, ikke som Tragedieheltene, der med skrækkelige Farver udmale deres Forbrydelse, for efter et Øiebliks dæmo-
