en Aften i September Maaned fra dem, efterat have givet dem de sidste Penge, hun eiede. —
Det var en Aften midt i October Maaned. Det havde regnet den hele Dag, saa at Vandet nu flød henad Gaderne, og hvor Brolægningen var daarlig, dannede sig til en stor Pyt. Klokken var nylig slagen 10. Alfred kom, indsvøbt i en stor Kappe, gaaende gjennem lille Kongensgade fra Theatret; nu og da stak han Hovedet frem for at see, hvorvidt han var naaet; pludselig stod han stille. Under en Gadelygte stod en Dame i sort Silkekaabe, med Kjolen ophæftet under Kaaben, og en hvid Silkehat. Idet Alfred opdagede hende, troede han at gjenkjende hende, men da han vidste, hvad denne Klædedragt og Stilling betød, indbildte han sig, at han havde bedraget sig, og gik videre. Ikkedestomindre forekom dog Ligheden ham saa stor, at han flere Gange vendte sig om for at see paa hende. Damen antog dette for et Signal, og fulgte efter i nogen Frastand. Alfred fortsatte tankefuld sin Vei uden at ane Noget, men neppe var han kommen ind paa at Værelse og havde faaet Lampen skruet op, før det bankede paa Døren, og Damen traadte ind; han havde ikke seet feil, det var Julie. En liden Trækning i Ansigtet viste, at hun først nu gjenkjendte Alfred, men hun begyndte
