Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/130

122

faring en Skuffelse. Det var ham, som om disse salige Følelser nagede ham; han begyndte at tænke paa Julie, ikke at lade sine Tanker beskjæftige sig med hende, men at tænke paa hende og naar han forsøgte at bringe sig og hende i Forhold til Verden, følte han, at der ingen Forbindelse gaves, han forekom sig et unyttigt, forglemt og nu forskudt Led, han fortvivlede. Carl og Ida vare de Eneste, han syntes at holde af; naar han besøgte Dahls, tog han i Almindelighed Carl med og Besøget skeete da paa den Tid af Dagen, da hverken Etatsraaden eller Zülich var der. Alfreds Nærværelse lagde nu rigtignok Baand paa de to unge Menneskers Overgivenhed, men den rolige, aabenhjertige Samtale, de førte, lærte dem ret hinanden at kjende, og udviklede en dyb, inderlig Kjærlighed af deres gamle Legekammeratskab. Alfred saae det og glædede sig, han anvendte al mulig Omhu for at uddanne deres Følelser uden nogensinde at vække dem til Bevidsthed før Tiden. Paa bestemt Dag og Klokkeslet kom han med Carl, aldrig udeblev han, men heller aldrig kom han udenfor den Tid og det er netop denne Regelmæssighed, der styrker den egentlige Følelse og hæmmer dens mere farlige Sider. Længsel og Phantasi er vel Kjærlighedens poetiske Duft, men hvor ofte er det ikke