Nu vexle i hans Væsen med sin Modsætning og det hændtes ikke sjeldent, at en Fremmed idag forargedes over den epicuræisk lystige, burleske Spotter, medens han imorgen maatte elske den blide, veemodige Sværmer. Høllo var maaske netop derfor saa elskværdig, fordi han indeholdt saa mange Modsætninger i sig, og den uimodstaaelige Magt, han udøvede paa Alle omkring ham, havde vistnok sin Grund i, at han paa en forunderlig Maade strax kunde fatte og forklare sig et Menneskes hele Tankegang, tilegne sig hans Væsen og derpaa bekjæmpe ham med hans egne Vaaben. Den store Uddannelse, som Studium og Livet havde givet ham uden at berøve ham hans Uskyldighed, gjorde ham til de Yngres Legekammerat, til en Fader for sine Jevnaldrende, en Ven af de Ældre og et Haab hos de Gamle. Men vi maae afbryde vore Betragtninger over Høllo til senere, det har allerede banket to Gange paa hans Dør.
"Goddag Rudolph," udbrød Høllo og reiste sig halvtop, "jeg laa just og kjedede mig — og saa veed jeg, at dit Instinct driver Dig til mig; det er nu engang saa: Krage søger Mage."
"Det er en smuk Bevæggrund Du tillægger mit Besøg, men din Smiger er for stor til at kunne være sand, thi Du sætter mig jo i Classe med Dyrene."
