Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/121

Denne side er blevet korrekturlæst
113

ster, naar hun ikke havde Andet en Taarer og Længsel. Hvis hun aldrig havde seet ham mere, vilde hun have smilet hele Livet igjennem, aldrig leet, aldrig grædt.

Hos Dahls saae hun ham igjen, han talte til hende, men koldt og fornemt. For første Gang dukkede en Følelse op i hendes Hjerte, der ikke var reen, det var hende en bitter Skuffelse, da hun følte, at hun elskede, og naar han undertiden midt i det afmaalte Væsen, hvormed han omgikkes hende, sendte hende et Blik fuldt af inderlig Kjærlighed, faldt der hende en giftig Perle i Bægeret. Det var umuligt, at hun kunde elske ham, vil Du maaske sige, min Læser, men husk paa at hun ikke vidste, hvad Du veed og hun selv havde seet ham, medens Du kun kjender ham igjennem min fattige Pen, men det indrømmer jeg Dig, at havde han været reen og uskyldig, som hun var, da kunde hendes Kjærlighed ikke have kostet det Dyrebareste, hun eiede, Tanken om hendes Moder. Et slet Menneske kan ikke elske, den inderlige, dybe Kjærlighed kjender han ikke, det er kun Lidenskab; kunde man derfor kjende et Menneskes Kjærlighed ret, da kjendte man ham selv. Vogt Dig derfor, naar Du elsker! kjend den ret, Du vil gjenelskes af, thi hvert Ord, han siger, bliver Dit og det er langt