Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/115

Denne side er blevet korrekturlæst
107

deles glemme sig selv, og afsløre deres hele ulogiske Tænkning for ikke at faae Udseende af Gjæs — ja han maatte jo kjede sig, men ikke desto mindre følte han sig dog saa underligt stemt, saa glad, som om Livet først ret begyndte for ham idag. Han dandsede slet ikke, men stod under Dandsene fordetmeste mellem nogle ældre Damer, som han converserede med mageløst Liv, medens hans Tanker fløi hele Dandsesalen rundt, og Hovedet uvilkaarligt bevægede sig efter Musiken. Senere hen paa Aftenen, da man omtrent havde afspist, kom Fru Dahl hen til Carl og spurgte til Alfreds Befindende. Carl fortalte nu vidt og bredt om hans Sygdom, indtil Fru Dahl afbrød ham: "Ja, saasnart han nu begynder at komme sig, vil jeg op at see til ham. Iøvrigt er det ret godt, at han ikke er her i Aften, det vilde jo have været ham et haardt Slag."

Carl vilde just yttre sin Forundring over denne, som det syntes ham, vidunderlige Bemærkning, da Etatsraaden idetsamme udbragte en Skaal for Lieutenant Zülich, hvis Forlovelse med Ida han derved declarerede. Herrer og Damer stimlede nu sammen om det unge Par, Carl greb mekanisk sit Glas og fulgte Strømmen. Ida stod ved Zülichs Side og modtog Gjæsternes Lykønskning, hun var undseelig og