Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/110

Denne side er blevet korrekturlæst
102

over Brystet og med et spodsk Smil gav sig til at betragte et Maleri, der hang over Pianoet. "Det er jo Ida! Hvor hun er bleven smuk! men hvis Portrait kan det være, der skjules bagved det Silkeomhæng?" mumlede han og trak en Tabouret frem, som han steg op paa. Med Haanden støttet mod Væggen stod han, heldende sig ind over Pianoet, og betragtede Idas Portrait; alle gamle Minder luede igjen op i hans Bryst, de deilige, gule Lokker vare forsvundne, men han fik ikke Tid til at anstille nogen Sammenligning mellem før og nu, saa aldeles hensunken var han i Betragtningen af Portraitet. Men nu det andet — han skulde lige til at løfte en Flig af Forhænget, da en fin, lidt bister Stemme idetsamme lød bagved ham: "Værs'go og lad være." Carl sprang ned af Stolen, som om han var ramt af Lynet; foran ham stod Ida blussende rød af Vrede, hvad skulde han gjøre? han vilde lige til at styrte ud af Døren for aldrig mere at komme igjen, da Ida fortsatte: "Det var bedre, at De gik ind og hjalp Moder med Ordningen af Theetøiet, hun har ventet længe paa Dem."

"Hvad behager?" spurgte Carl opirret og dreiede sig om, saa at Lyset fra Lampen faldt paa hans Ansigt.

"Men Gud! det er jo Carl," udbrød Ida, som