vilde op, men fik idetsamme et nyt Anfald af Blodstyrtningen. Ved hurtig Lægehjælp blev den standset, men Alfred laa atter ganske bevidstløs.
Klokken syv Balaftenen stod Carl i Entreen hos Etatsraadens, han var inviteret til Thee og vidste naturligvis ikke, at man i Kjøbenhavn ikke kan være bekjendt at drikke Thee før otte. Han traf derfor ikke et Menneske, da han traadte ind i Spisestuen, hellerikke i Dagligstuen, lidt forundret marscherede han videre, overalt var der oplyst og elegant decoreret, men intet Menneske at see. Det var førstegang han i Kjøbenhavn var i en Familiekreds; vel havde han hørt megen Tale om den herskende Stivhed og Fornemhed, om hvorlunde man kom i Selskab for at sige — Ingenting og til Bal for at gjøre Cour til Husets Døttre, men Erindringen om Ida havde bestandig fyldt ham Etatsraadens Balsal med unge, livlige Mennesker, der kom sammen for at dandse og tilnøds ogsaa gav de Gamle en Svingom med til Tak for Ballet, og nu — her var ikke et Menneske, han maatte altsaa være kommen for tidlig. Lidt ærgerlig besluttede han ved sig selv, at han vilde straffe hele Balselskabet med en imponerende Stolthed og denne saatidt omtalte, veltalende Taushed. "Det er altsaa kun Narre," sagde han til sig selv, idet han korsede sine Arme
