lidt flau. "Hvad han har gjort," gjentog han skammende og søgte forgjæves et Ord, et Bevis, der for Verden kunde stemple Zülich, men han fandt Intet og maatte tie, medens han med krampagtig Heftighed trykkede Idas Haand.
"Jeg har aldrig før mærket nogen Lyst hos Dig til at bagtale Folk," svarede Fru Dahl, idet hun uvilkaarlig faldt paa den Tanke, at Alfred elskede Ida og tilføiede derpaa lidt stolt, idet hun gik ind i Dagligstuen, "men nu maa Du vide, at Lieutenant Zülich er forlovet med Ida, derfor maa Du her i Huset tale lidt mere delicat om ham."
Alfred satte sig i en stor Lænestol og trak Ida hen til sig.
"Elsker Du ham virkelig Ida? Bedrag Dig ikke, mit kjære, elskede Barn! Elsker Du ham ogsaa med hele Din Sjæl?"
"Ja," svarede Ida sagte og græd.
"Har Du tænkt Dig, at den Tid vil komme, da alle Ungdommens Roser visne hen? Det er ikke en Balcavaleer, det er ikke en Romanridder, Du skal vælge, det er en Ægtemand; den Tid vil komme, da hans sorte Haar graane og falde af, da hans friske Ansigt rynkes og tæres hen, da hans funklende Øie bliver mat, vil Du da ogsaa elske ham?"
