814
J. Ipsen: Undersøgelse om, hvem en bortfalden
laderens laderens præsumerede Villie, maa man dog erkjende, at
§ 17 i saa Fald viser, at Præsumptionen sidst er for
Ægtefællen. Af Testamentet selv synes Intet — ikke
engang hvad Arveladeren har tænkt sig — at kunne udledes
til Fordeel for Ægtefællen; thi det omtaler hende aldeles
ikke; ja selv om hun stod nævnt i Testamentet, synes
dette ei tilstrækkeligt til at give hende Accrescentsret;
thi selv om hun derved kom til at staae i Classe med
Testamentarvingerne, maa det erindres, at disse ei som
saadanne have Accrescentsret. Bornemanns egentlige
Argument er, at, da her er et Testamente, hvorved
Ægtefællen og visse andre Personer tilsammen skulle træde i
den Dødes Sted, og da Bestemmelsen om de hver af disse
Arvinger tilkommende Qvotadale kun er en Regel for
Delingsforholdet mellem Arvingerne indbyrdes, saa maae
Udarvingerne være udelukkede. Men det er formeentligen
tidligere viist, at det netop først maa bevises, at
Bestemmelsen om de hver Arving tilkommende Qvotadele
kun er en Regel for Delingsforholdet mellem dem
indbyrdes, idet denne Sætning kun er en Omskrivning for, at
Testamentet indirecte hjemler en Accrescentsret. Det
skjønnes derfor ei rettere end, at de bortfaldne
Testamentarvingers Lodder maae tilfalde Udarvingerne. Men heraf
samt af det Foregaaende angaaende Collisionen mellem
Udarvinger og Testamentarvinger følger dernæst, at, naar
en af Testamentarvingerne bortfalder, tilfalder Lodden
ogsaa Udarvingerne, ligesom det følger af det Foregaaende,
at naar Ægtefællen bortfalder, tilfalder Lodden
Udarvingerne, Alt naturligviis forudsat, at Testator ei udtrykkeligt
har bestemt Andet, see derimod Bornemann, P. 332 og
34. At derimod de bortfaldne Testamentarvingers Lodder
maae tilfalde Ægtefællen, naar alle Udarvinger ogsaa ere
bortfaldne, t. Ex. ifølge en udtrykkelig Bestemmelse i
Testamentet, følger ligefrem af § 17.
