810
J. Ipsen: Undersøgelse om, hvem en bortfalden
alle, men bortfalder det ene kommer dette de andre tilgode. Vanskelighederne opstaae først, naar atter denne Villie skal udledes af de i Testamentet brugte Udtryk. Vel antages det i Almindelighed, see med Hensyn til Romerretten t. Ex. Vangerow, Lehrbuch der Pandekten, II, P. 380, at den Forbindelse der blot bestaaer i, at Testator under Et nævner flere Arvinger, ei er tilstrækkelig til at indicere denne Villie, men man gaaer uden Tvivl for vidt, naar man antager, at den Omstændighed, at Arveladeren under Eet har testamenteret et Beløb, en Qvota til Flere uden at angive den paa hver Enkelt faldende Qvota, skal tilkjendegive hans Villie om, at egentligen skulde Enhver af de Indsatte have det hele Beløb, see med Hensyn til Romerretten Vangerow, l. c., P. 380, med Hensyn til dansk Ret, Bornem., P. 327, Larsen, Arver., P. 236, Ørsted, Haandb., IV, P. 589, som dog udtaler sig noget mere usikkert. For det første er det en altfor tilfældig og uvæsentlig Omstændighed, om Testator har indladt sig paa at udregne den paa hver enkelt Arving faldende Qvota til, at dette skulde bevirke en saa radical forskjellig Opfattelse af Testators Mening, see ogsaa Gans Erbrecht, II, P. 426 ff.; thi havde han gjort dette, saa skulde det være hans Mening, at der ingen Accrescentret skulde indrømmes; her var da en blot conjunctio verbis. Men dernæst synes man i ethvert Fald kun at kunne komme til, at denne hans Undladelse kan indicere, hvad der har været hans Tanke, Mening, men om en udtalt Villie kan der ei være Tale. Directe udtaler Testamentet sig jo kun under den Forudsætning, at alle de indsatte Arvinger overleve Arveladeren; under den modsatte Forudsætning udtaler Testamentet sig ei directe, men ei heller indirecte; thi dertil var det ligesom ved en Lov nødvendigt, at der kunde paavises en tvingende Nødvendighed for at lægge den ei directe udtalte Regel ind i denne. Der er nu ganske vist eet Tilfælde, hvor man maa statuere, at der
