809
Arvings eller Legatars Lod tilfalder.
arvingernes ubetingede Forrang for Intestatarvingerne med Hensyn til Accrescentsretten ei tjene som Argument for i dansk Ret at opstille en lignende Regel. De Regler derimod, der gives for, i hvilke Tilfælde nogle Testamentarvinger have Fortrinsret til en bortfalden Medarvings Lod fremfor andre, eller for, i hvilke Tilfælde Collegatarer overhovedet have en saadan Ret, kunne ei siges at hvile paa et saadant positivt Hensyn og fortjene derfor at tages i Betragtning hos os, idet Spørgsmaalet dog hos os ogsaa for de testamentariske Universalsuccessorer maa stilles paa, naar og hvorvidt disse overhovedet have Accrescentsret. Der opstaaer ingen Vanskelighed, naar Testamentet indeholder en directe Udtalelse desangaaende; det er dernæst ogsaa klart, jvfr. ovenfor, at Hjemmelen kan være indirekte udtalt, men Spørgsmaalet er, naar er dette Tilfældet. Den romerretlige Regel er her, at dette er Tilfældet, naar der er en saadan Forbindelse mellem den Bortfaldne og den, om hvis Accrescentsret der spørges, at den Sætning med Rette lader sig prædicere om deres indbyrdes Forhold »solo concursu partes fiunt«; dette er atter Tilfældet, naar det af Testamentet skjønnes, at Testator egentlig har villet, at enhver af de Paagjældende skulde have den hele Lod, idet det da blot er deres indbyrdes Ligeberettigelse, der medfører, at denne hans Villie maa begrændses. Denne Regeler vistnok fuldstændig rigtig ogsaa hos os og frembyder ingen Vanskelighed, naar Testator ligefrem og directe har udtalt sin Villie i saa Henseende, et Tilfælde, der ei er saa upractisk, som det ved første Øiekast synes, saaledes til Ex. naar der tildeles hver af flere Legatareren Sum, der alene opsluger hele Boets Beholdning, Noget som meget vel lader sig tænke paa Grund af Testators Ubekjendthed med dettes Tilstand. Forudsat nemlig, at det ene Legat ei hæver det andet[1], maa der skee et forholdsmæssigt Afslag i dem
- ↑ Dette behøver ei at skee blot fordi Testationsacterne ei ere samtidige, see Ørsteds Haandb. IV, P. 582, Larsens Arver. P. 233, hvorefter de mindre klare Udtryk hos Bornemann, P. 235, maa rettes.
