803
Arvings eller Legatars Lod tilfalder.
som altid enten en i Lovgivningen umiddelbart hjemlet
Ret eller en Villiestilkjendegivelse af Testator.
Naar der nu alene er Intestatarvinger, og en af disse
bortfalder, har Sagen efter vor Lovgivning ingen
Vanskelighed, naar der spørges om, hvo der tager hans Lod,
see Fdg. 21 Maj 1845 § 1—3, 15, 17, jfr.
Bornemanns Udvikling Pag. 31—36, samt hvad senere skal bemærkes om,
hvorvidt der kan renunceres »til Fordeel« for Nogen.
Her kan dog mærkes, at Strl. § 304 ei som den tidligere
Ret udtrykkeligt omtaler Repræsentationsretten. Om det
nu end efter Sagens Natur kunde være tvivlsomt, om en
saadan Indignitet, som omhandles i Strl. § 304, skulde
virke som en Tilintetgjørelse af selve Arveretten eller blot
som en Hindring for dennes Udøvelse, under hvilken sidste
Forudsætning meget kunde tale for at udelukke
Repræsentationsretten, idetmindste forsaavidt den paagjeldende
Arving overlevede Arveladeren, jfr. Bornem. Till. II Pag.
422, saa vil dog saavel den Omstændighed, at § 304
udtrykkeligt siger, at Arveretten forbrydes, som Forholdet
til den ældre Ret, hvilken det næppe har været Hensigten at forandre, jfr. Motivernes Taushed i saa Henseende,
sætte det udenfor al Tvivl, at Repræsentationsretten i
dette Tilfælde endnu finder Sted. At Fdg. 21 Maj 1845
§ 14 statuerer noget Andet, kan ei komme i Betragtning;
thi den analoge Anvendelse af den heri om Afkald givne
Regel hindres for det første ved, at vort Tilfælde
formentligt ei er ulovbestemt, og dernæst ved, at den nævnte
§ 14 idetmindste tildeels er grundet i særegne Hensyn, se
Bornem. Pag. 35 Anm. 3 Pag. 268—72 Till. II Pag. 421,
22. Paa dette Sted kunde og de reent positive
Bestemmelser i Fdg. 12 Decbr. 1735 mærkes. I de Resultater,
som saaledes ifølge Lovgivningens Bestemmelser ville
fremkomme, kan Arveladeren naturligviis ved en efter de
almindelige Regler gyldig testamentarisk Bestemmelse
gjøre Forandring (t. Ex. ved at indsætte en Substitut).
Her synes da Stedet at være for en Undersøgelse, om
