Side:Ugeskrift for Retsvæsen 1868.djvu/446

Denne side er ikke blevet korrekturlæst

442

{{sp|øvet, naar han har delt dennes Forsæt eller villet understøtte det, forsaavidt det gik ud paa denne Forbrydelse. Der kan nemlig ingen Tvivl være om, at den blotte Deltagelse i en forbrydersk Gjerning ikke medfører Meddelagtighed i alle denne Gjernings Følger, nemlig ikke forsaavidt disse laae udenfor den Deltagendes Forsæt (smlgn., at den, der deltager i et Tyveri, ikke kan drages til Ansvar for, at Meddeltageren uden hins Vidende og Villie stikker Ild paa Huset, hvori Tyveriet er begaaet, eller at den, der er kommen overens med en Anden om at prygle en Tredie, ikke er medskyldig i Drab, naar den Anden, udenfor hvad der er aftalt eller forudsat, skyder den Angrebne). Om end altsaa i det givne Tilfælde Meddelagtighed var forhaanden i det i § 200 omhandlede Forhold, kunde H. efter Sagens Natur kun straffes for Meddelagtighed i den i § 203 omhandlede Forbrydelse, dersom hans Forsæt strakte sig til at understøtte Hovedmanden ogsaa forsaavidt. Skjøndt nu Dommen har fundet det tvivlsomt, om ikke den givne Advarsel i Forbindelse med samtlige Omstændigheder maatte ansees som Bevis for, at den Tiltalte H. overhovedet ikke har villet tilføie Skade, mener den dog, at Frifindelse i ethvert Fald maa følge af, at Hovedmanden er gaaet videre, end H. havde maattet forudsee som rimeligt.
Grunden til, at H. frifindes, er herefter ikke den, at den vedkommende Straffebestemmelse for Hovedmandens Forhold (§ 203) paa Grund af sit Indhold ikke er anvendelig paa Tiltalte, men den, at han ikke er meddelagtig i Hovedmandens Gjerning og derfor paa Grund af Reglerne om (ↄ: Betingelserne for) Meddelagtighed ikke kan straffes.
Saavidt jeg skjønner, kommer der kun ved denne Forklaring god Sammenhæng i Dommens Raisonnement, der ellers paa en mærkelig Maade vilde springe fra det kun halvt drøftede Spørgsmaal, om H. overhovedet er meddelagtig i T.'s Gjerning , til Fortolkning af Straffebe-