406
den, at de herhenhørende forskjellige Tilfælde, gjennem
hvis Betragtning vi skulde vinde et almindeligt Resultat
om Lovens Opfattelse af den forsætlige Forbrydelse, findes
klarest udsondrede i Kap. 17, medens i Kap. 18 de to §§ 186
og 188 erstattes ved een Bestemmelse. Hertil kommer, at
Ordene i § 188 ere skarpere end de tilsvarende i § 204, idet
det i hiin Paragraf udtrykkeligt hedder, at Gjerningsmanden
ikke maa have villet den som sandsynlig forudsete Skade,
medens det her som andet Tilfælde kun fremhæves, at
han har maattet forudsee Skaden som en rimelig eller dog
ikke usandsynlig Følge. Denne Forskjel i Affattelsen er
dog neppe af nogen Betydning, thi af den Maade, hvorpaa
204 stiller disse Tilfælde i Modsætningsforhold til dem,
hvor Gjerningsmanden har villet Skaden, fremgaaer
tydeligt, at Paragrafen har just det Samme for Øie som § 188;
i Rigsdagstid. 1864—65 Tillæg B S. 322 henvises ogsaa
til, at den her foretagne Forandring af Udkastet er ganske
tilsvarende til den, som Udvalget har foreslaaet ved Drab.
Det kunde trods dette synes nødvendigt at underlægge
Ordene i § 204 en afvigende Fortolkning; medens nemlig
de under § 188 faldende Tilfælde let holdes ude fra det
§ 198 tilkommende Omraade, vil Sagen formeentlig stille
sig vanskeligere med §§ 204 og 207. § 204 synes ikke
efter sine Ord at forudsætte, at den som sandsynlig
forudsete Skade er tilføiet under en forsætlig udøvet
Legemsfornærmelse (af den i § 200 eller i § 203 omtalte Art),
og hvis saaledes denne Bestemmelses Omraade ikke ved
en stedfindende Konkurrence af dolus og culpa kan
adskilles fra § 207, bliver det nødvendigt at søge
Skjelnemærket et andet Sted. Da det ligeoverfor det almindelige
Udtryk »Uagtsomhed« i § 207 og dettes Betydning andre
Steder, specielt i § 198, er umuligt at afgjøre Sagen paa
den Maade, at § 207 kun skulde omhandle den mindre,
§ 204 derimod den grove Uagtsomhed, saa maae de
omtalte Ord i den sidstnævnte Paragraf, der altsaa hverken
kunne betegne bestemt Forsæt eller culpa lata, have den