Side:Ugeskrift for Retsvæsen 1867.djvu/398

Denne side er ikke blevet korrekturlæst

394

ling, det objektiverede, adæqvate Udtryk for hans forbryderiske Forsæt. Handling og Følge er Et og lader sig hverken objektivt eller subjektivt adskille; kun da ere Følgerne noget Efterfølgende, noget udenfor Handlingen Faldende, naar de ikke kunne tilregnes Gjerningsmanden, fordi de ikke have været indbefattede i hans Villie. Hermed stemmer ogsaa aldeles Kommissionens og Udvalgets Opfattelse af Forsæt og Uagtsomhed, see navnlig Motiv. S. 218 og Rigsdagstid. 1864—65 Tillæg B S. 310, hvor det til forsætligt Drab kræves, at Døden som Følge af Gjerningen er indbefattet under Gjerningsmandens Villie. Naar § 43 altsaa taler om uagtsomme Handlinger, forstaaes herved saadanne Handlinger, hvis Følger ikke kunne tilregnes som forsætlige, og det er ganske ligegyldigt, om Gjerningen, som har fremkaldt Følgen, selv er forsætlig eller ei; det er i lige Grad uagtsom Skadetilføielse, enten Skaden er Følge af et forsætligt eller uagtsomt tilføiet Slag, men selvfølgelig kan den forsætlige Handling i første Tilfælde belægges med Straf. Men, indvender Anmelderen, det er netop det, der ikke vil kunne skee efter den her forsvarede Fortolkning af Straffeloven; thi § 200 angaaer kun de Tilfælde, hvor Volden ikke har medført Saar eller anden Skade, og naar § 203 nu kun skal antages at omhandle den forsætlig tilføiede Skade, saa er der jo ingen Bestemmelse, hvorefter den med uforsætlig Skade forbundne forsætlige Voldsgjerning kan straffes. Det skal ogsaa indrømmes, at Ordene »uden dog at tilføie ham Saar eller anden Skade«, der vare fuldkommen nøiagtige i Udkastet, helst burde have været forandrede eller udeladte, da Udkastet omdannedes i Overeensstemmelse med Landstingets Udvalgs Betænkning; men selv nu kunne disse Ord gjerne staae uden at medføre, at de Tilfælde, hvor Skade, der ikke er tilregnelig efter §§ 203 og 204, er skeet, maae siges at falde udenfor Paragrafen, idet de naturligt og vistnok med fuld Føie kunne fortolkes som »uden dog at have tilføiet ham Saar eller Skade, som kan tilregnes«. Vil man imidlertid end ikke lade denne Fortolkning gjælde,