389
(Lovens § 203) rørte Mindretallet ikke ved, men de af det
foreslaaede Bestemmelser medførte ligefrem, at denne
Paragraf umuligt kunde opfattes paa den Maade, som vi foran
anførte som den med Udkastets Principer formeentlig bedst
stemmende, og skjøndt Ordene forbleve uforandrede, fik
de saaledes dog en ny Betydning som ene omfattende den
forsætlig tilføiede Skade. Det forekommer mig utvivlsomt,
at Mindretallet kom det Rette langt nærmere end
Fleertallet, men dog synes ogsaa dets Forslag at kunne mødes
med væsentlige Indvendinger. Ikke blot vilde det aldeles
hændelige og uforudseelige Drab eller Lemlæstelse, der
konkurrerede med et Forhold, som ellers vilde være at
bedømme efter § 197 (Lovens § 200), ubetinget komme
til at medføre en ganske umotiveret Skjærpelse af Straffen
efter denne Paragraf; men — hvad der er vigtigere — det
kan vistnok med største Føie bestrides, om det overhovedet
er stemmende med rigtige Grundsætninger at opstille culpa
dolo determinata som en særegen Imputationsgrad og
derpaa basere et Begreb om »halvforsætlige« Forbrydelser,
som de kaldes i Motiverne; hvortil endvidere kommer, at
Forslagets Redaktion i det Hele taget neppe er heldig.
Landstingets Udvalg slutter sig i det Væsentlige til
de af Mindretallet hævdede Principer, idet det paa den
ene Side udtaler, at Strafskylden dog tilsidst hviler paa
den forbryderiske Villie, medens det paa den anden Side,
naar den forsætlige Voldsgjerning har havt Døden tilfølge,
uden at det dog er godtgjort, at den Skyldige har havt
til Hensigt at dræbe, formeentlig vilde lede til altfor ringe
Straf, om man blot betragtede Forholdet som Konkurrence
af en forsætlig Voldsgjerning med et uagtsomt Drab. »Det
ligger nemlig i Voldsgjerningernes særegne Natur, navnlig
naar disse ere noget betydeligere, at den, som skrider til
Udførelsen af en saadan, maa vide, at han ingenlunde er
Herre over de indtrædende Følger. Han maa derfor være
forberedt paa, at der kan indtræde en langt alvorligere
Følge, end han tilsigtede« (Rigsdagstid. 1864—65 Tillæg B