386
har medført Skaden.« Denne Fortolkning er
utvivlsomt aldeles urigtig og saa indlysende urigtig, at jeg ikke
skulde have anseet det fornødent at gjøre mit for at
hindre den fra at vinde Indgang, naar ikke en Udtalelse
af Landstingets Udvalg (Rigsdagstid. 1864—65 Tillæg B
S. 321), der gaaer ganske i samme Retning, kunde
befrygtes at ville forføre flere ubefæstede Sjæle — saaledes
som den utvivlsomt allerede har forført den ærede
Anmelder. Fra en anden Side kan man derimod reise Tvivl
om denne Artikels rette Forstaaelse, og da en saadan
overhovedet ikke kan vindes uden igjennem en nøie
Undersøgelse af de Lovsteder i 17de og 18de Kapitel, hvormed
den staaer i organisk Sammenhæng, skulle vi først
fremstille disse Bestemmelsers Historie, som ogsaa i andre
Henseender er af Interesse. Der maa her skjelnes mellem
det af Lovkommissionens Majoritet stillede Forslag, som
optoges i det Landstinget i 1865 forelagde Udkast,
Minoritetens Forslag og for det Tredie det endelige, i
Overeensstemmelse med Landstingets Udvalgs Betænkning
omændrede Udkast, der 1866 forelagdes Rigsdagen og af denne
for de herhenhørende Bestemmelsers Vedkommende
vedtoges som Lov i uforandret Skikkelse.
Kommissionens Majoritet erkjendte vel, at Fdg. 4 Octbr.
1833 trængte til Forandring og Lempelse i mange
Retninger, men den holdt dog i det Væsentlige fast paa dens
Principer om Tilregnelse til Straf af de med en forsætlig
Voldsgjerning forbundne ikke tilsigtede Følger, og den
anvendte disse Principer med stor Consekvents, idet den efter
den reent ydre Følge henførte Forbrydelsen under Drab,
Lemlæstelse eller mindre Legemsbeskadigelse og kun i
Straffens Størrelse gjorde Forskjel paa, om dette Drab,
denne Lemlæstelse eller Legemsbeskadigelse var forsætlig
eller ei. Idet jeg iøvrigt ikke skal gaae ind paa
Detaillerne, skal jeg kun bemærke, at ifølge Udkastets §§ 185
og 186 (svarende til Lovens §§ 188 og 189) straffedes
ethvert Drab, der var en Følge af en »forsætlig udøvet Le-
