131
allerede efter den ældre Lov har medført Gjentagelsesvirkning, forinden der bliver Spørgsmaal om nu paany at tillægge den en saadan. Hvad særlig det sidste af de 3 Exempler angaaer, synes det dog forunderligt, om det skulde gjøre saa stor en Forskjel, at den sidste af de to ældre Domme var for Tyveri, thi havde den været for Bedrageri, men den første for Tyveri, er det jo aldeles klart, at Tiltalte nu kun kunde straffes for 2den Gang Tyveri.
Seer man hen til Ordene i § 61, kunne de vel ogsaa nok forenes med en saadan Opfattelse. Der synes ikke at være lagt et saadant Eftertryk netop paa den sidste af de flere under den ældre Lovgivning afsagte Domme. Vel staaer der i 1ste Led »den tidligere forbrydelse«, men dette kan godt forstaaes som en mere generel Angivelse, der i Virkeligheden udtrykker det samme, som om der havde staaet »de tidligere Forbrydelser«, og at den Betingelse, at Vedkommende skal have været over 18 Aar, er behandlet under Eet med den, at Forbryderen skal være dømt i den danske Stat, fører Fortolkeren ind paa samme Tankegang, thi med Hensyn til den sidste betingelse er det jo afgjort, at den skal gjælde om alle de tidligere Forbrydelser, Tiltalte har begaaet, ei blot om den sidste. Gaae vi endelig tilbage til Straffelovsudkastet, bestyrkes denne Opfattelse endnu mere, thi det hedder der i § 303, at Tiltalte skal »anses, som om han tidligere havde været dømt til den Straf, som nærværende Lov vilde have medført«, og Tanken heri maa være den, at Tiltalte ikke skal straffes haardere, end om Loven allerede havde foreliget ved de ældre Sagers Paakjendelse.
Høiesteret har imidlertid ved to Domme afgjort dette Spørgsmaal i den modsatte Retning. Strax den første Dag, da den nye Straffelov kunne anvendes af Retten, nemlig den 30 Juli, opstod Spørgsmaalet med Hensyn til den Tiltalte i Sagen Nr. 190, Johanne Jørgensen, idet hun var dømt 1ste Gang for Tyveri i 1847 og 2den Gang i 1863, og Afgjørelsen blev den, at hun nu blev dømt for
9
