Ugeskrift for Retsvæsen.
Redigeret
af
P. Casse og Auditeur J. H. Mundt,
Overretssagførere
Nr. 9, 10 og 11.
1867.
Den 16. Marts.
Straffelovens § 61 og § 307, fortolkede af Høisteret.
Af Høiesteretssekretair P. Schjørring.
Medens Straffelovens § 306 snart vil have tabt sin praktiske Betydning, vil derimod den i § 307 givne Regel endnu længe vedblive at komme til Anvendelse, og da den Maade hvorpaa efter denne § de i § 61 indeholdte Forskrifter om Gjentagelse skulle gjøres gjældende, naar den tidligere Straffedom — eller flere saadanne — er afsagt efter den ældre Lovgivning, giver Anledning til forskjellige Tvivl, turde det muligviis have nogen Interesse, at der her forsøges en samlet Fremstilling af de Fortolkninger, der i saa Henseende ere givne af Landets høieste Domstol i det nu sluttede Høiesteretsaar.
Det vigtigste af de Spørgsmaal, som disse §§'s Affattelse giver Anledning til at opkaste, er det, om § 307 er fyldestgjort, naar den sidste af flere ældre Straffedomme efter § 61 har Gjentagelsesvirkning, uden Hensyn til, at den eller de ældre, der i sin Tid have havt en saadan Virkning ved hiin Doms Afsigelse, ikke vilde have havt den, hvis den nye Lov havde gjældt dengang. Spørgsmålet anskueliggjøres bedst ved nogle Exempler. Naar der t. Ex. er gaaet over 10 Aar mellem de to første Straffedomme,
9
