1071
behandles efter de for Landtransporter gjældende Regler, og den Deel, som gik over Vand, efter Reglen for Søtransporter, hvorimod den Udgift, som blev foranlediget ved Opholdet i den Søkjøbstad, hvorfra Reisen skulde fortsættes tilsøes, antoges at maatte paahvile denne Kjøbstads Fattigkasse, jfr. Kskr. 16 Febr. 1839, der udtaler, at Udgiften ikke kan fordres erstattet som anden Landtransport af vedkommende Amtsfattigkasse, Kskr. 9 Marts 1839, hvorefter Udgiften maa falde paa Søkjøbstadens Fattigvæsen, ogsaa forsaavidt Hjemskrivning (hvorom nedenfor) angaaer, og Kskr. 21 Sept. 1839[1]), der nærmere begrændser Reglen derhen, at den kun angaaer Udgiften ved selve Opholdet i Kjøbstaden, men derimod ikke til Reisepenge i Anledning af Transportandens videre Befordring. En ældre Kskr. 10 Decbr. 1825 gik rigtignok ud fra et modsat Synspunkt, idet den vilde have den omhandlede Udgift betragtet som en selve Søtransporten vedkommende Udgift, der ligesom denne kunde fordres erstattet af Forsørgelseskommunen.
Naar Hjemsendelsen endelig skete i den mildere Form som Hjemviisning, bestod Udgiften ordentligviis kun i de Tærepenge (4 Sk. pr. Miil), som medgaves den hjemskrevne Person af Politimestrene i de Jurisdiktioner, som han passerede, hvilke Tærepenge bleve afholdte af hvert Steds Politikasse, og saaledes udgjorde det eneste Bidrag, som Kjøbstæderne ordentligviis kunde komme til at udrede til den heromhandlede Art at Udgifter, jfr. Kskr. 21 Sept. 1839, som endog vilde fritage Kjøbstaden for denne Udgift, forsaavidt den Deel af Touren angaaer, der gik over Landets Grund, idet denne skulde refunderes ligesom ellers
ved Transporter tilfods, af vedkommende Amtsfattigkasse,
- ↑ Denne Skrivelse indeholder egenlig ikke Svar paa det Spørgsmaal, som var indstillet til Afgjørelse, hvilket alene angik Hjemviisning- i streng Forstand, hvorimod Skrivelsens Svar angaaer egenlig Transport; endvidere angaaer den Landtransport og ikke, som den i samme paaberaabte Skr. 19 Febr. 1839, Søtransport.
