24
i sin Renhed blev bestemmende for Tilregneligheden paa de sygelige Sindstilstandes Omraader, at Lægen med Rette saa skævt til en Formel, der kan føre til, at Retslægen siger: Mennesket er sindssygt, og Dommeren da tilføjer: men han har handlet med Viljesfrihed[1]. Hertil sluttede sig Afhandlinger af Pontoppidan: »Atypiske Former af akut Alkoholisme« og »Kleptomani«[2] samt af Christian Geill: »Lægens Indflydelse paa Tilregnelighedsspørgsmaalet«[3] og »I Anledning af Tilregnelighedsparagrafens Revision«[4] med deres Theses, at Forbrydelser, begaaede i Sindssygdom, herunder ogsaa medregnet den patologiske Rus, og Forbrydelser, begaaede af Personer, lidende af udtalt Aandssvaghed, bør være straffri, Sætninger, overfor hvilke A. Schou tog forskellige Forbehold[5]. Mod den Bornemann-Goos'ske Opfattelse af Begrebet efterfølgende Meddelagtighed som kun omfattende en Medvirken til Gerningsmandens akcessoriske Virksomhed, hævdede N. Lassen, at ogsaa en Fortsættelse af den retstridige Tilstand uden saadan Medvirken, altsaa navnlig efter at denne er afsluttet, maa behandles ikke som en selvstændig Forbrydelse, men som efterfølgende Meddelagtighed[6]. I sin Artikel »Strafferetlige Forældelsesdomme« undersøgte Egmont Andersen, dels, hvormeget der i Almindelighed bør lægges ind i Frifindelsesdomme, hvis Resultat er bygget paa strafferetlig Forældelse, dels, hvorvidt det er rigtigt, at saadanne Domme gaa udenom Afgørelsen af Tiltaltes Skyld eller Uskyld, afset fra den foreliggende Forældelse[7].
Af Forfattere, der have ydet Bidrag til Strafferettens specielle Del, kunne nævnes Emil Jürgensen, P. G. C. Jensen, N. Lassen, Torp, R. S. Gram, Tyge Bang, Munch-Petersen o. a.
I »Ugeskriftet«s første Aargang forsvarede P. G. C. Jensen overfor E. Jürgensen[8] den ogsaa af Goos hyldede Opfattelse af Straffelovens § 203, hvorefter Straffeloven gaar ud fra et Grunddelikt, den forsætlige Legemskrænkelse af laveste Art, Straffelovens § 200, der kvalificeredes ved visse Følger. I et Bidrag til Belysning af dansk Lovgivningsteknik oplyste
