273
den i tre Aar, den skal ikke forlade mig i dem, jeg har tilbage.
Hun reiste sig. Den unge Mand greb hendes Haand, og spurgte: Vil du saaledes forlade mig?
— Jeg har Intet mere at sige.
— Dog, et Farvel! et hjerteligt Farvel! Et eneste Favntag til Afsked!
Hun kastede sig i hans Arme, hæftig grædende, rev sig derpaa løs og gik bort uden at sige et Ord. Den unge Mand kastede sig med Ansigtet ned mod Bænken og overlod sig til en Smerte, hvortil han visselig ikke formodede eller ønskede Vidner. Endelig reiste han sig ogsaa og gik.
Lusard blev endnu siddende, forundret, bevæget og tankefuld. Det var blevet halvmoørkt, og han gik sagte bort, uden videre at tænke paa det Besøg, der var Grunden til hans Komme.
Han ilede til Dalund og betroede den gamle Ven den Scene, han nys havde oplevet. Hvor, udbrød han, skal jeg søge denne Ubekjendte? Har De nogen Anelse om, hvem det kan være?
— En Anelse har jeg vel, men ingen Vished. Jeg troer, at det maa være en meget smuk Søofficeer, som for et Par Aar siden kom jævnlig i Vallers Huus, og hvis Kjærlighed til Mariane maatte falde Enhver i Øinene. Han har længe været fraværende, men jeg
To Tidsaldre.
18
