Side:To Tidsaldre.djvu/264

Denne side er blevet korrekturlæst

246

Lusard solte en vis Forlegenhed ved denne Tale. Han indsaae, at Fruen maatte vente et smigrende Svar paa fin Meddelelse, men det var ham umuligt at faae et saadant over sine Læber; han taug lidt og sagde derpaa: Jeg maa jo visselig for en Deel holde med den Herre, som ved Bordet modsagde Dalund, for saavidt som jeg ialfald anseer det for en Vinding, at den letsindige Verden ikke vover at forhaane de Pligter, som den kun i Smug træder under Fødder; det vidner om en større Reenhed i den offentlige Mening og …

Han standsede og kunde ikke finde Ord for hvad han egenlig vilde sige. Fruen saae paa ham med et spodsk Smiil, og efter en Pause gik de ind til det ovrige Selskab, uden at den foregaaende Samtale havde hævet dem i hinandens Gunst.

Lusard betroede imidlertid Dalund de Planer, med hvilke han var kommen til Kjøbenhavn. I den Vallerske Familie, sagde han, ønskede jeg at sinde en Søn og Arving. Mine Forældre have Begge i dette Huus fundet Gjæstfrihed og Venskab. Jeg besøgte forleden det Landsted, hvor den afdøde Grosserer Valler med saa sjelden Godhed modtog og pleiede min saarede Fader. Stedet er nu i fremmede Hænder, men jeg gik rundt om Huset, og saae til Vinduerne af de Værelser, min Moder havde viist mig, da vi med hinanden gjorde en Valfart til denne Helligdom for hendes og min Fa-