185
»Saa ydmyg, nøisom og beskeden
Haandskriver Eginhard ei var,«
og kort at fortælle: Det er nu min Historie.
Ja, svarede Milner, nu lee vi; men jeg kan dog ikke undlade i mangen Time at spørge mig selv med bekymret Sind: I hvilke Hænder skal alt Dette falde engang i Tiden? Hvo vil frede om Det, som vi med saa megen Omhu have opbygget? Vil ikke maaskee en gjerrig Haand saae Fattigdom og Ødelæggelse, hvor der nu blomstrer Velstand og Skjønhed? uden at tale om din egen forladte Pebersvends-Stand, naar de gamle Dage komme.
Der seer man, gjentog Lusard, hvorledes vi To sympathisere! Saadanne Betragtninger har jeg nemlig selv anstillet i disse Dage. Hvad jeg ønsker mig, hvad der nu kunde gjøre mig lykkelig, det vilde være en ung Mand, som jeg kunde ansee for en Søn, som jeg kunde gifte efter hans Hjertes Valg, for saaledes at forskjønne denne Eensomhed med en ung, elskværdig Familie, som jeg kunde elske og som elskede mig.
— Ja det vilde være en herlig Sag. Men hvor skal vi finde en saadan rigtig rar Fyr?
— Ja det er Knuden. Havde du dog en Søn, som lignede dig!
— Kjære Charles! Nu faaer du mig jo til igjen at begræde min lille Dreng, men borte er borte.
