124
skulde faae Lov til at bære det i sine Legetimer paa Fest- og Helligdage, og idet hun sagte sagde: »Du er da nærmest til det,« bandt hun det om ham, som et Arelskjærf, hvori han med barnlig Gravitet befæstede sin Kaarde. Derpaa bønfaldt han hende om at spille en Marche paa Guitaren. Som en Efterklang af den Samtale, der nys havde fundet Sted, sang Claudine Marseillaisen, accompagnerende sig paa Guitaren, og Charles, som for havde hørt denne Sang, faldt ind som Chor og udbrød af fuldt Bryst med sit: Aux armes, Citoyens, idet han med Albuen og Haanden slog efter Takten paa en lille Tromme og adlød Opraabet: Marchons, marchons, saa tappert han formaaede det indenfor den lille Stues fire Vægge.
At denne lille Stene blev given for nogetsomhelst andet Publicum end Summa Summarum een Tilskuer, nemlig Christiane, faldt Ingen af de Paagjældende ind; men dog var det Tilfældet Værelset var en Hjørnestue, det ene Vindue vendte ud til en smal Sti, der løb mellem et Gadekjær i Landsbyen og Huset, som desuden var skilt fra denne Sti ved en dyb Grøft. Stien selv var næsten ubefaret og derfor ganske begroet med Græs og Ukrud. Et lille Jagtselskab af tre Personer var imidlertid af Skjæbnen ført ad denne Sti og i Nærheden af det Huus, hvorfra Marseillaisens bekjendte Toner løde.
