88
komne baade til hende selv og til Claudine. Med bankende Hjerte gjenkjendte Denne sin Onkels Haand paa Udskriften af det ene, og Tante Malfreds paa det andet. Grossereren underrettede sin Niece om, at det føromtalte Brev til hans afdøde Kone var ankommet et Par Dage efter hendes Død, at han havde aabnet og læst baade dette Brev og et fra Susanne, langt fra at ane, at noget af dem kunde indeholde nogen Hemmelighed, mindst en saadan som han til sin Sorg og største Overraskelse havde erfaret ved Læsningen af dem begge. Han vilde — skrev han — afholde sig fra at gjøre Claudine Bebreidelser, men troede medrette at kunne fordre, at hun nu aldeles rettede sig efter de Forholdsregler, som han nærmere havde detailleret i sit Brev til Susanne, og for hvis Efterlevelse han havde paalagt den gamle Pige Ansvaret. Fra Tante Malfred havde han havt Brev, og et af lignende Indhold vilde for-formodenlig allerede være i Claudines Hænder, og hun vilde deraf have erfaret, hvad Vei hun havde at gaae, og takke sin gode Skjæbne, der båd hende et saa lyksaligt Middel til at oprette den Skam, hun havde paaført sig selv og sin Familie.
I Tante Malfreds Brev befalede denne strenge Dame sin Pleiedatter, jo før jo heller at begive sig til hendes nye Hjem i Mecklenborg, hvor en stor, uforudseet Lykke ventede hende. Af det heri indlagte Brev vilde
