ikke med ham, allermindst eensomt, han er et farligt Menneske.” Men den hellige Skrift! Ja næsten ethvert Menneske eier den, man tager ikke i Betænkning at forære enhver Confirmand (altsaa i den farligste Alder) denne Bog. I Sandhed, der maa være mange Sandsebedrag med, man maa være forvænt ved at denne Bog nu engang er til, man maa læse den paa en ganske egen Maade — mindst saaledes, at man er ene med den.
At være ene med den hellige Skrift! Jeg tør det ikke! Naar jeg nu slog op i den: det første det bedste Sted — det fanger mig øieblikkeligt; det spørger mig (ja, det er som var det Gud selv, der spurgte mig): har Du gjort, hvad Du der læser? Og saa, saa.... ja saa er jeg fangen. Saa enten strax til Handling, eller øieblikkeligt ydmygende Indrømmelse.
O at være ene med den hellige Skrift — og hvis ikke, saa læser Du ikke den hellige Skrift.
At det at være ene med Guds Ord, at det er en farlig Sag, det er ogsaa stiltiende tilstaaet af just dygtigere Mennesker. Der var maaskee Den (et dygtigere, et alvorligere Menneske, om vi end ikke kunde prise hans Beslutning), som sagde til sig selv: „jeg duer ikke til at gjøre noget halvt — og denne Bog, Guds Ord, det er en yderst farlig Bog for mig, og det er en herskesyg Bog, giver man den en Finger, tager den hele Haanden, giver man den hele Haanden, tager den hele Manden og omkalfatrer maaskee pludselig hele mit Liv efter en uhyre Maalestok. Nei, uden (hvad jeg afskyer) uden at tillade mig et eneste spottende eller nedsættende Ord om denne Bog: jeg flytter den hen paa et afsides Sted, jeg vil ikke være ene med den.” Vi billige det ikke; men der er dog altid Noget heri, som vi billige, en vis Redelighed.
