at Udtrykket bliver tvungent. Jessen tænker paa « Travinge hed (han]». Efter denne Forklaring maa Subjektet »han til hvis Minde Stenen er reisU, »han som hviler herunder« være ude ladt; denne Udeladelse forekommer mig ligesaa tvungen og ligesaameget at trænge til Bevis som den, jeg har formodel. Der imod maa jeg indromme, at HAITINAr WAS «hed» paa denne Maade bliver et simpelt og naturligt Udtryk; som Side stykke kunde f. Eks. nævnes Indskriften paa en vældig Bauta sten, som staar paa Indre Bo i Randeberg Sogn ved Stavanger: KOLBIØRN HET MAÞR ER B.... HER.
Men jeg kan slet ikke tro paa en Nævneform ÞRAWINGAN; alt synes mig at tale imod den og intet for den. Overalt i de bekjendte gamle germanske Sprog har Nominativ i Ental af Stammer paa -n Vokal i Udlyden. At det samme gjælder Sproget paa Runeindskrifterne fra den ældre Jærnalder, viser for Hankjonsordene MRLA Etelhem = got. Merila, hvortil flere Sidestykker kan nævnes, saasom fra en Indskrift udenfor Norden RAN(I)NGA paa MQncheberg-Spydbladet; ensartede Hunkjönsformer har jeg paavist i FINO Berga, HARISO Himlinghöie, og til flere saadanne Former vil vi komme siden. Hvor man gelfuldt nu end vort Kjendskab er til Sproget i de nordiske Ind skrifter, som er affattede i den længere Bækkes Runer, saa sé vi dog temmelig tydelig, at det i dem alle (naar undtages nogle i Bleking) er i alt væsentligt ett og det samme; det er derfor meget usandsynligt, at Nominativ af Stammer paa -an i nogle af disse Indskrifter skulde skrives A, i andre AN. Jessen har heller ikke fra ensartede Indskrifter kunnet paavise nogen anden Nominativform paa -N; han nævner rigtignok, at »man kunde falde paa» i IGINGON Stenstad at finde et Kvindenavn i Nomi nativ. Men jeg har allerede (Tidskr. f. Philol. VII, 250) antydet en Forklaring, hvorved dette Ord bliver Genitiv; det vilde des uden være underligt, at et Kvindenavn og et Mandsnavn, naar disse udgjorde hele Indskriften, skulde være skrevne sammen i samme Linje uden at være adskilte ved tomt Mellemrum eller ved Skilletegn.
Det er, som Jessen siger, de letteste Indskrifter, jeg i förste Stykke har talt om: i dem er endnu saare meget tvilsomt, meget aldeles uforklaret. I de korte Indskrifter, som staa tilbage, tror jeg blot hist og her at kunne skimte nogen Mening; men jeg vil dog vove at tage dem med, ti man kommer neppe frem her uden Skridt for Skridt og ved at arbeide med
