WAR den eneste rimelige Rækkefolge i Ordets Begyndelse; ogsaa Stephens har læst disse tre Runer i denne Orden.
Hvad jeg (S. 242) har sagt i Anledning af forste Rune i 1AB, har jeg selv kaldt en los Formodning, som kun har et meget usikkert Grundlag at slotte sig til. Den burde kanske helst have været holdt tilbage. Min Tankegang var den: I i IAB betegner efter min Mening Lyden j; man kunde heraf tro, at Runerækken, da Varnumindskriften blev indhuggen , ikke havde særligt Tegn for j (men dette Grundlag er usikkert, ti man kunde jo nok, som Jessen siger, unoiagtig skrive jah med Runen for i, uagtet man havde særlig Rune for j); jeg sluttede videre : fandtes der ikke særligt Runetegn for j, saa maatte den oprindelige J-Rune være bleven til a-Rune, som i den skandi naviske Bunerække og allerede paa Blekingstene , og dette maatte igjen være betinget derved, at Ordet jāra (Runens Navn) var blevet til ara. Men hvorfor var j tidligere svundet i jāra (Aar) end i jah? spör Jessen; ja det tör jeg ikke sige (og jeg tur ikke paastaa, at det kunde staa i Forbindelse med, at jah havde kort Vokal, medens jāra havde lang); Muligheden af denne Ujævnhed i Lydskifte kan dog ikke negtes. Hvorfor er i det telemarkske Bygdemaal v snarere svundet i reka (drive), oprindelig vreka, end i Vreist (noget som er vredet)? Hvorfor er oprindeligt j blevet til spiritus asper i græsk vouivti, men til i itojua?
I Tanumstenens Indskrift maa jeg indramme at Udtrykket ved min Forklaring bliver tvungent, og jeg holder den kun for en usikker Formodning, men jeg Bnder den ikke utrolig. At Ordet for «Stenen», der efter denne Forklaring maa tænkes som Subjekt og som det Ord, hvoraf Navnet 5RAWINGAN i Genitiv er afhængig, ikke er sat til, har jeg sogt at stolte derved, at den Dödes Navn alene i Genitiv kan forekomme paa Minde stene, hvor man da ligeledes maa tænke Ordet for «Sten» til. Underligere forekommer mig Udtrykket «blev kaldt» (nemlig dengang, da Mindestenen blev sat), istedenfor hvilket man skulde vente »skal hede« eller «heder». Jeg mente, at man eksempelvis kunde tænke sig Sagen som saa: da Stenen satles paa Hangen, var vel en Flok af Travinges Frænder tilstede ; til dem kunde han, som lod Stenen sætte, sige «Efter Travinge sættes denne Sten, og den skal hede Travinges Sten»; med Hensyn hertil kunde vel paa Stenen ristes «[Stenen] blev kaldt Travinges». Dette er naturligvis kun en lös Gjætning, og jeg maa indrömme,
