I Stentoften a L. 5 og 6
- HIDEʀRUNGNO
- HERAMALASAʀARAGEUWM
gjenfinde vi uimodsigelig Ordene HAIDʀRUNORONU og HAERAMALAUSʀ og ARAGEU paa Bjorketorp-Stenen; men disse Ord er paa S. stillede sammen paa en anden Maade, hvilket tvinger os til at antage elt af to 1) enten er den af mig givne For klaring af Bjorketorp-lndskr. aldeles vildfarende; eller ogsaa 2) er disse Ord overforte fra B. til S. uden Hensyn til deres sprog lige Betydning, idet man kun har sogt at fastholde de ydre Tegn. Jeg vover at holde paa sidste Alternativ. I en senere Artikel haaber jeg at skulle godtgjorc, at paa lignende Maade én Bracteats Indskrift er en Efterligning af en anden Bracteats , saa at man ved Efterligningen ingen Bevidsthed har havt om Indskriftens sproglige Betydning, men kun sogt at gjengive Runernes Træk. Stentofte-Indskriften er da efter min Formodning i sin Helhed uforklarlig, fordi den er vilkaarlig, fordi Runesmeden selv ikke (ialfald ikke overalt) ved Tegnene, han ristede, vilde udtrykke nogen sammenhængende Mening. En forgangen Tidsalders Tegn, losrevne Ord fra ældre Mindesmærker er her indhugne for blot ved det forældede, det uforstaaelige , det hemmelighedsfulde at gjore Mindesmærket ærværdigt.
Vistnok ligger Stentoften ikke saa lidt vestenfor Bjorketorp, men det prægtige Mindesmærke paa sidstnævnte Sted maa nödvendig have været kjendt vidt omkring. Stentofte-Indskr. maa, som det synes, have været indhuggen ikke saa kort Tid efter Bjorketorp-Indskr., ti af denne vilde en Samtidig vel ikke have kunnet gjore saa vilkaarlig Brug. Den, som har ristet Stentofte-Indskr., maa fuldstændig have kunnet læse den længere Rækkes Runer og han maa foruden fra Bjorketorp-Stenen have kjendt dem fra flere andre Mindesmærker. Saaledes kan det forklares, at han bruger de fra Bjork. afvigende Runeformer >k og S ; at A. allerede brugtes i den ældre Jærnalders Indskrr., sé vi af VarnumSt. Runeristeren maa have skjont, at Y og A. var to forskjellige Former af samme Rune, ti han gjengiver Björketorp-Stenens Y ved /k. De ovrige Tilfælde, hvori Ordenes Skrivemaade paa S. afviger fra B., synes at være uden dybere Betydning; naar vi antage, at Ord fra B. er overforte til S. uden Hensyn til den sproglige Mening, lader Afvigelsen mellem MALAUSr og MALASAr, mellem RUNORONU og RUNGNO sig let forklare; her kan det mærkes, at N i RUNGNO begge Gange