kommen længer nordfra end en andenr Stamme, hvem de Runer, som er anvendte her paa BjOrketorp-Stenen, egentlig tilhörte; «norröne» Mænd optog fra «Sydmændene» disses Skrift til magisk Brug.
Men jeg lægger ikke Dolsmaal paa, at alle disse Betragt ninger let kan falde sammen til Intet, da Grundvolden, hvortil de stolte sig, ikke er tryg. Forst senere kan jeg komme til at undersoge Forholdet mellem de to Skrifiarter og til at drofte de Sporsmaal, som slaa i Forbindelse dermed: hvilken af dem der er ældst; om der er et blot og bart Tidsforhold mellem dem eller om de tilhore forskjellige Stammer, o. s. v. BjSrketorp-lndskriften lyder i sin Helhed:
IU>*fc*B*JB* mt>*?B*fcri?Y rVN*YPMI*N*rMM HfcMfttPW*^ i YX I+*WU*Y*R.*XMI H*IWYKIVr*[Ul-rr
Efter den givne Forklaring skulde dette læses:
- UÞARABA-SPA.
- SAʀ ÞAT BARUTʀ UTI Aʀ WELA DAUDE.
- HAERA MALAUSʀ GINARUNAʀ ARAGEU FALAH AK HADʀ.
- OAG HAIDrRU(NAr) NORONU,
og Indskriften skulde have folgende (temmelig phantastiske og paafaldende) Indhold:
o Forbandelse. Hvis nogen bryder dette Mindesmærke, da rammer Doden ham vist. Her ristede jeg Hadd maallos i dunkle Tegn arg Trold doms ramme Runer; jeg frygter de nordiske Hædersruner.«
At Navnet paa den Hedengailgne, til hvis Minde Stenen er reist, forgjæves s6ges i Indskriften, tor ikke undre os, ti hvis min Formodning om Sprogformen i Bjorketorp-lndskriften i Hovedsagen er den rette, saa godtgjor allerede Anvendelsen al den ældre Jærnalders Kuner i den sene Tid, til hvilken Sprog formen henviser, at Indskriften ikke skulde tale med almenforstaaelig Tunge til hver den, som vandrede forbi. Da jeg har vovet at meddele en Forklaring af Bjorketorp