Slutniug, ikke blot A: to Gange S1NA = sinn Acc. sg. m., SJNA = stein Acc. sg., TERIBINA = drepinn Nom. sg. m., men ogsaa I: UAR]>1 = var& og U: AFU = af, AKU = auk, ok. At disse Skrivemaader ikke korrekt kan gjengive Udtalen paa den Tid, da Indskriften blev indhuggen, er klart, og de bor neppe forklares som uheldige ForsOg paa at udtrykke utydelige Vokallyd, som Runeristeren troede at hore i disse Ords Slutning, men snarere som Tegn paa en affekteret Stræben efter at skrive antikt, hvorved Ordformer blev indhugne, som aldrig hortes i den levende Tale. Netop paa Bjorketorp-Stenen kao en Efterligning af en ældre Periodes Skrivemaade i enkelte Ordformer ikke vsaa meget undre os, da jo allerede den Art af Ituner, som her er brugt til Indskrift i Sten , er optagen fra et ffldre Tidsrum. Usandsynligt forekommer det mig, at WELADAUDE skylde være véladau&i (som Finn Magnusen mener) eller véldau&i, d. e. Dod som voldes En paa svigefuld Maade. — daudi er ■uti siger vistnok det samme som det almindelige daudi er fyrir durum, Doden truer, er nærforestaaende. En lignende Brug af uti har vi Ostgota-L. vana balk. 20, : pa ær uti huvups sakin, hvilket andensteds udtrykkes ved falder saJcin in a han. — Den her forekommende Sætningsforbindelse er meget .'•Imindelig ved sd er (og ved hverr er): Nominativformen ad er kugl, fordi Ordet opfattes som Relativsætningens Subjekt og ikke sættes i noget Forhold til den overordnede Sætning; der fortsættes, som om der var begyndt med «naar nogen«, uti er daudi er d. s. s. fid er honum fyrir durum ilti daudi.
Min Forklaring af Bjorketorp-Indskriftens Begyndelse, hvor efter den skal indeholde en Forbandelse over den, som odelægger Mindesmærket, stoltes ved lignende Forbandelser i flere Ind skrifter med skandinaviske Runer: paa Glimminge- Stenen i Skaane , Skjern-St. i Norre-Jylland, Glavendrup-St. paa Fyn og Tryggevælde-St. i Sjæland; navnlig stemmer den forste Sætning i SAr 5 AT BARUTr UTI Ar WELA DAUDE Bjorketorp overens med Udtrykket SIpl SA MaNR IS pUSl KUBL UB B1RUT (eller BIRUTL Skjern og U1R])I AT RATA RVKS UB BRIUTh Glimminge.
I det fölgende formoder jeg at Runeristeren nævner sig selv og betegner den Art af Runer, han har brugt.
BAERA er vistnok Adverbiet «her», der i sv. Runeindskrr. skrives BIR, HIAR, HIER. Ogsaa her synes vi at have Efterligning af ældre Skrivemaade; dette gjælder vistnok AE