Side:Tidskrift for Philologi og Pædagogik (IA TidskriftForPhilologiOgPaedagogik7).pdf/345

Denne side er ikke blevet korrekturlæst

som i Nom. sg. lyder GASTIʀ, ikke kan lyde GESTUMʀ i Dat. pl., uden at vi flyttes over til et aldeles forskjelligt, langt yngre Sprogtrin, og ikke blot til en noget afvigende Dialekt.

Gaa vi nu over til Bjorketorp-Stenen, saa vil vi ogsaa her, naar vi soge at trænge frem med de Forestillinger om Sproget, som vi har tilegnet os ved de i det foregaaende behandlede Indskrr., mode flere Besynderligheder og uforklarlige Former.

Sidst i B. a 2 læse vi DAUDE , der nfidvendig leder Tanken hen paa Adj. dauår, Subst. dau&i, daufrr. Men Gotisk har her daups, daupus med p; og vi har seet, at de almindelige Ind skrifter i den længere Rækkes Runer adskille D og J i Indlyden aldeles som Gotisk. Altsaa har vi ogsaa her paa én Gang en besynderlig Lighed og Ulighed. — I BARLTr B. a 1 finder baade Hofmaun og Wimmer 2 Ps. Dualis af et Verbum og Hofmann identificerer det med got. biruts «I to bar». Men hvor ledes skal dette kunne give Mening i forste Linje af en Rune indskrift? Hofmanns «Diese Wunde brachlet ihr zwei» synes mig ialfald umulig at kunne begynde en Indskrift, om jeg end ikke vil lægge Vægt paa, al SAr for «Saar» strider mod IstabyIndskriftens og de ovrige forhen behandlede Indskrifters Sprog form. — Hvorledes vil man i Overensstemmelse med denne Sprogform finde en Forklaring for OAG sidst i B. a o (der snarest maa være et Ord for sig, da Y gaar umiddelbart forani? eller for UÞARABASBA. b?

Dette er nogle faa af de Vanskeligheder, som altid har modt mig, naar jeg har sogt at lægge væsentlig samme Maalestok paa Bjorketorp-Indskriften som paa de almindelige nordiske Indskrr., der er skrevne med de ældre Runer; derimod har nogle Ords Lighed med almindelig oldnordisk Sprogform altid paauy uvilkaarlig trængt sig ind paa mig, hvor ofte jeg end sOgte at afvise den for mig selv som urimelig. Den Linje, som siaar for sig selv paa Stenens ene Side, er UÞARABASBA. Da BA i Slutningen ikke vel kan være et eget Ord, ialfald ikke et fuldt udskrevet Ord, saa ligger det nær at antage, al B efter S her, som i almindelig nordisk Runeskrift, betegner P; altsaa UÞARABASPA. Tage vi nu her A mellem R og B som den almindelige Hjælpelyd, saa har vi UÞARBASPA, der ligetil giver det oldn. uparfaspd «Forbandelse». Og B. a 1 lyder, hvis vi tier ligeledes tage A som Hjælpelyd mellem B og R: SAʀ ÞAT BRUTʀ, som ligetil giver os sár þat brýtr «den som bryder delte», og i B. a 2 giver, som alt nævnt, DAUDE ligetil oldn.