Stentofte-Indskriften. Efter Navnet HAÞUWOLAFʀ a 3 (Nomiaativ) folger GAF (hvorefter endnu en Rune, som ligner S, men hvis Be tydning her synes tvilsom). Det ligger meget nær i dette GAF med Hofmann og Wimmer at sé det velkjendle Præter. 3 Ps. sg.; men er dette saa, da synes ogsaa det efter Navnet HAR1WOLAFr a 4 (Nominativ) folgende MA at maatle være Præt. 3 Ps. sg., hvilket Hofmann og Wimmer ligeledes antage. Og dog tor jeg dristig paastaa, at det er umuligt, at et Præt. 3 Ps. sg. i den Sprogform , som jeg har fundet i de hidtil behandlede Indskrr., kunde lyde MA. Ordet sér ufuldstændigt ud, men vi (inde paa Stenen intet, hvorved vi kan fuldslændiggjore det, ti næste Linje be gynder med et nyt Ord, og den fjerde vertikale Linje synes heller ikke vel at kunne være fortsat i nogen af de horisontale (omvendte! Linjer; rigtignok forestiller Worsaae (Blekingske Mind. S. 22) sig. at fjerde vertikale Linje fortsættes i den nederste Rad af de ovenfor staaende omvendte Runer, men selv om dette var rig tigt, vilde vi neppe efter HARIWOLAFr kunne finde nogen for klarlig Præteritumsform. Her synes der altsaa at være en uloselig Knude. Hofmann har derfor sogt at overhugge den ved at tage MA for MAT, saa at T skulde være udeladt for Rum mets Skyld. Men mitan (metan), mat lader sig vist ikke paavise med Betydning «skjære» «hugge»; Verbets Grundbetydning er «maale»; denne Stamme, der er en Udvidelse af Roden ma [ma), gjenfindes i Latin i Formen med, hvoraf modus er afledet[1]). Derimod var det tænkeligt, at «indhuggede» kunde udtrykkes ved en Form, der svarede til got. maimait, men en Indskrift, der brugte saadan forkortet Skrivemaade, at denne Form var skrevet MA, og som var affattet i samme ældgamle Sprog som f. Eks. Tune-Indskriften, kunde neppe forklares med de Midler, vi har til vor Raadighed.
Endnu en Besynderlighed: Sammenligningen mellem S. a I og S. a2 synes at tale for, at BORUMʀ og GESTUMʀ er Ord for sig, som Hofmann og Wimmer har ment. Ligheden mellem GESTUMʀ og oldn. gestum vil uvilkaarlig paatrænge sig enhver,
og dog maa jeg i Modsætning til Hofmann paastaa, at det Ord,
- ↑ mjötuðr har aldrig Betydningen «dissecans» »seclor»; det betegner del skjæbnestyrende Væsen, som sætler Maal og Grænse for Menneskets Liv. derfor kan det bruges om Döden og derfor kan Sværdet kaldes manns mjötuðr. Ordet mjatla er kun nyislandsk, og deraf tor intet sluttes for det ældste nordiske Sprog.
