Udtryk for hvor fortvilet Sagen staar er Jessens Sporsmaal (i Aarboger f. nord. Oldk. 18G7, S. 1 74): »Skulde Björketorp-sten og Slentofte-sten have u-japhetisk sprog, men med nordiske navne imellem?« — Da det imidlertid paa Grund af disse Indskrifters Omfang maa være vigtigt at kunne forstaa dem bedre, vover jeg al meddele nogle Bemærkninger om dem, uagtet jeg selv nærer megen Betænkelighed ved min Opfatning af dem og uagtet min Tydning, ogsaa hvis den i Hovedsagen er rigtig, lader mange Gaader uloste, ligesom jeg i ethvert Tilfælde venter, at flere af mine Forklaringer af de enkelte Ord ved senere Forsog vil kunne rettes. Den Betragtning af Indskrifterne, som jeg her vil soge at gjore gjældende, indeholder i sig selv meget, som er paafaldende, og noder til Slutninger, som man gjærne i det længste vil værge sig imod ; men denne Opfatning har trængt sig alt stærkere ind paa mig næsten mod min Vilje, og da den er væsentlig ny, vover jeg at fremsætte den til Sagkyndiges Bedommelse. Man har efter min Mening ikke tilstrækkelig fremhævet , at der ved Bjorketorp- og Stentofte-Indskrifterne er flere Ejendommeligheder, som skille dem fra alle de Indskrifter i den ældre Jærnalders Buner, som vi kan forklare, Ejendom meligheder, som ikke tilstede samme Methode, som den der ved de andre Indskrr. maatte bruges. Jeg skal soge at paapege nogle af disse Særegenheder, men jeg forudser, at min Argu mentation her vil synes dem, som ikke i Hovedsagen er enige med mig om de i det foregaaende behandlede Indskrr., intetsigende.
Jeg betegner Bjorketorp-Stenen ved B., den lange Indskrift paa den ene Side ved a, den korte paa den anden ved b. — S. betegner Stentofte-Stenen, a den vertikale Indskrift paa Bred siden, b den horizontale (omvendte) Indskrift paa Bredsiden, c Indskriften paa Smalsiden. Tilfoiet Tal angiver Linje.
Alle Fortolkere har seet, at flere Ord eller Bogstavgrupper findes i begge Indskrr.; saaledes gjenfindes HAIDr i Begyndelsen af B. a 6 som lUDEn i Begyndelsen af S. a o. Nu er det ganske naturligt, at S. foran r har E, som maa have været udtalt kort og ubetonet, medens denne Vokal mangler paa B.; paa samme Maade forholder AFaTʀ Istaby sig til AFTER Tune. Mér paa faldende er det, at B. i Stammestavelsen har AI, medens S. har I, ti ved Indskrr. i de ældre Runer er det, saavidt jeg véd, ellers uden Eksempel, at der istedenfor en Tvelyd skrives den anden af de to Vokaler, ved hvilke Tvelyden fuldstændig