i WODU Tune. O i Stammestavelsen er, som det synes, opriadeligere end U, ti hin Vokal ligger nærmere ved a i den fællesjaphetiske Form varka-s, jfr. lit. vìlkas; det er her vistnok nærmest det forudgaaende W, som fremkaldte Overgangen fra O til U.
HAÞUWULaFʀ er Nomin. = HAÞUWOLAFʀ Stentonen; samme Navn i Accus. HAÞUWOLAFA Gommor. Medens Stammens Udlydsvokal paa Istaby-St. endnu, skjont fordunklet, har holdt sig i Accus., er den falden aldeles bort i Nomin. — HAÞU som forste Sammensætningsled gjenfindes i oldeng. heaðu, oht. hadu (kun i Navne), gallisk catu (f. Eks. Caturiges); Ordet betyder Kamp. Men man tör i dette Ord ingenlunde sé et Vidnesbyrd om unordisk Sprog; at Ordet engang var brugeligt ogsaa hos de skandinaviske Tolk, viser det i Digtningen om Helge Hundingsbane bevarede Navn Höðbroddr, Gudenavnet Höðr, vel ogsaa Stammenavnet Haðar, hvoraf Haðaland, og Mandsnavnet Haðarr, hvoraf Hathærslef Haderslev.
HAERUWULaFIʀ maa være Afledningsform eller Böiningsform af det Navn, som i oldn. lyder Hjörúlfr, Hjörólfr, i oldeng. Heoruwulf; i oldengelsk Digtning bruges heoruwulf «Sværdulv» ligesom herewulf «Hærulv» som en Betegnelse for Krigeren. I det förste Led HAERU har vi samme Ord som oldn. hjörr, oldeng. heoru, oldsaks. heru, got. hairus Sværd; hvordan Ordet i Istaby-Indskriftens Sprog har været böiet, enten, som i Gotisk, som en u-Stamme eller, saaledes som i Oldnorsk oftest, som en va-Stamme, kan vi af den her forekommende Stammeform ikke sé. HAERU er en Afændring af HERU, der maa være den oprindelige Form, jfr. ERILAʀ Varnum og Lindholm (sammenlign HAERA Bjorketorp ligeoverfor HERA Stentoften). Den ved AE betegnede, vistnok sporadiske og lidet væsentlige, Modification af e maa være fremkaldt ved det fölgende r, der ofte i forskjellige Sprog virker en lignende Forandring eller, som det har været kaldt, Brydning af den foregaaende Vokal. Der kan ikke linde nogen nærmere Sammenhæng Sted med Vulfllas Skrivemaade ai (og au) foran r, hvor andre germanske Sprog har kort e (og o) og hvor Udtalen i Gotisk heller ikke kan have været væsentlig forskjellig.
HAERUWULaFIʀ maa betegne "Hjaarulvs Son». Munch har i sin Afhandling om Tunestenen (Aarsberetning fra Foreningen til norske Fortidsmindesmærkers Bevaring for 1856, S. 79) forklaret det som Gen. sg. = got. Hairuvulfis, oldn.