75
moralisere og formane? Ikke meget! Men at Forældre lever saaledes, at det kan være et Eksempel for deres Børn, og at de Unge gaar ud fra Hjemmet uden nogensinde at have set noget indenfor dets Vægge, der var lavt eller raat, uhæderligt eller løgnagtigt, men kun hvad der var smukt og godt, det er vist, sammenlagt med en aldrig svigtende Kærlighed, den bedste og i Grunden eneste Opdragelse, man kan give sine Børn.
Resten kommer af sig selv ved at tale med dem, advare dem og raade dem med de Erfaringer, Livet har beriget En med. Skønt — heller ikke det hjælper meget. De Unge vil ikke gennem Raad og Advarsler lære af de Ældres Erfaringer. De vil selv uddrage disse af Livet gennem egne Dumheder og Sorger. Men hvert ældre Slægtled forsøger jo alligevel at lette det næste Vejen gennem Livet.
I ingen Henseende er der vist i Løbet af det sidste Aarhundrede sket en større Forandring end i Børnenes Stilling indenfor Familien. I gamle Dage anvendtes der ikke alene større Strenghed i Opdragelsen, men man gik under denne ud fra det Princip, at Børn skulde holdes i Baggrunden, ikke ses for meget, ikke spørges, ikke spille nogen Rolle, før de blev voksne, hvorimod man nu er gaaet til det stik modsatte Synspunkt og lader Børnene være Forgrundsfigurer paa alle Omraader, mens Forældrene kun er til for at tjene de kære Børns Behov.
Hvilket af de to Principer der er det rigtige, det vil sige det heldigste for det kommende Slægtleds Udvikling, skal ikke bedømmes her. Det skal kun konstateres, at saaledes er det, og at den Opdragelsens Aand, der hersker nu, i hvert Fald har medført det Gode, at den har bragt en i gamle Dage ukendt kameratlig Tone ind mellem Forældre og Børn, baade de opvoksende og de voksne, som har medført, at de nu
