229
Sørgehøjtiden uden at finde det nødvendigt at følge med ud til Graven, hvilket i Virkeligheden kun kan paahvile de Nærmeste.
Det maa tilraades, at Disse, ligesom ved en Kirkebegravelse, hilser paa de Tilstedeværende ved Udgangen af Kapellet og lader Enhver afgøre, hvorvidt han ønsker at udstrække Høfligheden videre.
En smuk Skik er det, at en Kreds af dem, der har staaet i Taknemligheds- eller Arbejdsforhold til den Afdøde, paa Forhaand samler sig om at ville bære Kisten ud af Kirken eller Kapellet. En af de Paagældende angiver da dette paa Forhaand organiserede Forehavende for de Nærmeste, som da overlader til Graveren at ordne det Fornødne.
Hvis man staar paa en lidt usikker Fod med den sørgende Familie, f. Eks. som ikke rigtig accepteret Frier, er det et godt Middel til at fastslaa sin Position, ved en saadan Udbæring at ile til og bemægtige sig en Plads ved Kisten. Situationen synes dermed givet for alle Tilstedeværende.
Gravøl. Endnu opretholdes i mange Kredse den Skik, at der af de Efterladte indtages et stort Maaltid i Fællesskab paa Begravelsesdagen. Paa Landet kan det maaske paa Grund af de lange Distancer have sin Begrundelse, men i Byforhold virker det ikke tiltalende.
Sorg passer ikke til en duftende Steg og klirrende Glas. Det er under et saadant Sørgemaaltid vanskeligt at opretholde den til Anledningen passende alvorlige Stemning, der bedre kommer til sin Ret, naar de forskellige Grene af Familien gaar Hver til Sit.
En helt folkelig Skik er det, at Ligfølget trøster sig, saa godt det lader sig gøre, med, efter Begravelsen at samles i de omkring Kirkegaarden beliggende Beværtninger. Det er da heldigt, naar Stemningen ikke
