228
Kranse. Spørgsmaalet er, hvor nær man skal have staaet den Afdøde, eller hvor nøje man skal kende de Efterladte for at have Pligt eller Adkomst til at sende Krans til en Begravelse. At dømme efter Antallet af Kranse ved de fleste Begravelser, spørges der overhovedet ikke. Man har Indtryk af, at blot man har set et Menneske og været i en Smule Ordveksling med Vedkommende, sender man en Krans, som knap ses paa, smides paa Kirkegulvet og læsses paa en Arbejdsvogn ud til Kirkegaarden sammen med de Hundreder andre.
Man kan ikke sige: Lad være, for Skikken at forskønne Dødens Gru med Blomster er smuk, men den har vel nok antaget for vidtstrakt et Omfang.
Naar man er kommen i et Hus, bør man sende en Krans, selv om det ligger længere Tid tilbage.
Naar man slet ikke har kendt den Afdøde, men kender de Efterladte nøje, kan man naturligvis for deres Skyld sende en Krans, men det er ikke nødvendigt, og man kan nøjes med at vise sig ved Begravelsen.
Man bør ved at sende en Krans til sin fraskilte Ægtefælles Baare give et Vidnesbyrd om, at Døden udsletter alle Tvistemaal.
Man bør være særlig nøjeregnende med at sende Krans, naar det gælder et Dødsfald blandt de Smaa og Glemte i Samfundet. Denne Opmærksomhed vil altid blive modtaget med Erkendtlighed af deres Efterlevende.
Kapelbegravelse. Ved Begravelser i Kirkegaardenes Kapeller, som jo nu er de almindeligste, er det Skik, at det hele ofte talrige Følge gaar med hen til Graven for at være Vidne til Jordpaakastelsen. Dette burde ikke finde Sted, særlig i den kolde og vaade Vinteraarstid. Man kan meget vel ønske at hædre den Afdøde og de Efterladte ved at komme til Stede ved
