TIENDE AFSNIT
SYGDOM, DØDSFALD OG BEGRAVELSE
Det er i Livets alvorlige Timer, at man ikke alene skal lære Venners Sindelag at kende, men ogsaa helt forstaa Værdien af de Følelser, der besjæler dem, som man har levet Livet sammen med. Der er Nogle, der passer bedst for de glade Dage og de lyse Indtryk, og som i Samlivet spreder Solskin over det daglige Livs Ensformighed, men ikke forstaar at give nogensomhelst Trøst i de mørke Stunder. Der er Andre, som kan være lidt tunge og træge, naar Tilværelsen ligger i Solskin, men som saa til Gengæld blot ved et Haandtryk, et Smil, et Par Ord kan virke med en saadan Følelsens Inderlighed, naar det staar galt til, at deres blotte Nærværelse er som en Lægedom for Den, der er angst og sorgfuld. Det er disse, blandt Ens Nærmeste, man helst vil have hos sig, naar man er syg eller ved at dø — de eneste, de bedste.
FORSIGTIGHEDSREGLER. Naar De bærer paa en
Svaghed eller blot befrygter det, opsæt da ikke af
Angst eller af Slendrian at gaa til Lægen og lade Dem
undersøge. Man vil altid gerne opsætte det, men det
kan have de alvorligste Følger, og man kender kun
altfor godt de Ord: „Var det blot blevet taget i
Tide!“
Forsøm ikke en Gang imellem at lade Deres Øjne undersøge, naar De kommer en Smule til Aars, eller hvis De bruger Briller, at lade en Øjenlæge bestemme
