169
dette Punkt og hellere at give for meget end for lidt, hvis det er En muligt.
Til Stuepigen lægges Drikkepengene lige før Afrejsen paa Natbordet. I meget store Huse er det undertiden Brug, at Beløbet derfra bringes til Fruen eller Oldfruen og fordeles til hele Personalet for derved at hindre Uretfærdighed.
Familien paa Landet. Hvis De selv ejer et Landsted, selv af den beskedneste Art, og der findes det mindste Hummer, hvor De har en ekstra Seng, vil Deres Samvittighed og Deres Gæstfrihedsfølelse meget hurtigt tilsige Dem, at det er Deres Pligt at indbyde Tante Amalie eller Kusine Jenny, der sidder i Byen, til at tilbringe nogen Tid hos Dem. Er De først inde paa det, vil det lille Rum aldrig staa ledigt. Hvem har ikke Familie i Byen, ældre lidt forladte kvindelige Slægtninge, der trænger til frisk Luft og Rekreation?
Undertiden er det jo et Offer at indbyde dem, især hvis de ikke forstaar at beskæftige sig eller foretage Ture, men forlanger Samtale og Hensyn Dagen lang.
Men Følelsen af, at det virkelig er en god Gerning, man udøver ved at indbyde dem, bør opveje Besværet.
I den Henseende giver de landlige Hjem, Herregaarde, Præstegaarde og Proprietærejendomme et godt Eksempel til Bybeboerne. Nu skal det indrømmes, at stort anlagt Gæstfrihed er nemmere og billigere paa Landet end i Landligger- og Badestedsforhold, hvor hvert Bundt Persille skal betales i dyreste Domme, men alligevel er den Gæstfrihed, der om Sommeren udvises i de landlige Hjem mod dem, der trænger til den, og ser hen til den, ligefrem beundringsværdig. Trængende Slægtninge, gamle Damer, blegnæbbede Børn modtages med aabne Arme Sommeren igennem paa de rundhaandede Gaarde Landet over.
