22
Ved tiltaltes tiltræden var der ikke udøvende tysk politi i Danmark, men kun enkelte polititjenestemænd til at varetage forbindelsen med det danske politi, hvilke politifolk var underlagt tiltalte. Da der i efteråret 1943 indførtes egentligt tysk politi i Danmark med Pancke som øverstbefalende, blev det af Hitler meddelt tiltalte, at Pancke blev tiltalte „beigegeben“, hvilket tiltalte forstod således, at Pancke var underlagt ham. Pancke havde imidlertid den opfattelse, at han var selvstændig ved siden af tiltalte i alle politispørgsmål, hvilken fortolkning Himmler gav ham medhold i, og dette forhold lykkedes det ikke tiltalte at ændre.
Da tiltalte mærkede, at det var til skade for hans arbejde, at han måtte gå uden om kongen, fik han i begyndelsen af 1943 udvirket en tilladelse til at genoptage forbindelsen med det danske kongehus.
Under sit ophold i Danmark har han bestandig forsøgt på ren fornuftsbasis at få et samarbejde 1 stand med den danske regering og ledende mænd her i landet, men denne politik blev modarbejdet af propagandaen fra London og af den danske modstandsbevægelse, der var klar over, at tiltaltes politik var den farligste for modstandsbevægelsens målsætning, der gik ud på at få Danmark anerkendt som allieret krigsførende. Modstandsbevægelsen og den fjendtlige propaganda spekulerede i den mentalitet, der herskede inden for de ledende tyske militærkredse, og det lykkedes da også at ophidse disse kredse i en sådan grad, at de af prestigehensyn følte sig foranledigede til at give ordre til den stedse skarpere kurs, der efterhånden blev ført her i Danmark, og som var medvirkende til begivenhederne den 29. august 1943, da den danske regering blev tvunget væk, og det såkaldte departementchefstyre institueredes, medens de danske værn afvæbnedes og interneredes. Tiltalte har til stadighed været en modstander af denne skarpere kurs og søgte på alle måder at bremse den. Han har gang på gang protesteret i det tyske udenrigsministerium, under hvilket Danmark i modsætning til andre besatte lande som Norge hørte, mod den skærpede kurs.
Angående de enkelte tiltaleforhold.
A. (II 1)
Tiltalte har forklaret, at han indtil omkring september 1943 af og til måtte afgive indberetning til udenrigsministeriet om, hvordan de danske jøders forhold var, og alle disse indberetninger gik ud på, at der i Danmark ikke var noget jødeproblem, dels fordi jøderne var forholdsvis fåtallige, ca. 5—6000, og dels fordi de ikke i særlig grad beherskede fremtrædende stillinger, således hverken i regeringen eller på rigsdagen eller i de største virksomheder. Personlig har han altid betragtet jødespørgsmålet som lig ethvert andet mindretalsspørgsmål, og det har været ham imod, at et jødisk mindretal skulle behandles anderledes end ethvert andet mindretal, f. eks. med hensyn til, at det skulle tilintetgøres eller gøres mindreværdigt.
Angående selve jødeaktionen går tiltaltes endelige forklaring, som findes i en ikke inden retten bekræftet erklæring af 14. april 1948, der er afgivet til brug under en sag mod embedsmænd i det tyske udenrigsministerium, ud på, at han i begyndelsen af september 1943, sandsynligvis den 8. september 1943, fra v. Ribbentrops ministerbureau fik underretning om, at der efter anordning af Hitler skulle finde en aktion sted mod jøderne 1 Danmark, og der var vist nok også befalet forholdsregler mod frimurerne. Meddelelsen måtte under ingen omstændigheder omtales.
